At tro at du ved, hvad der er bedst for en anden, er at gå over stregen

I forrige uge oplevede jeg at blive “fat-shamed” af en ellers sød og nydelig ældre kvinde på Strøget i København.

Hun stod og så hjælpeløs ud, så jeg tilbød hende min hjælp. Imens jeg var ved at forsøge at skaffe hende en taxa, rakte hun pludselig hendes krogede finger frem og rørte min mave. “Tillykke!” sagde hun: “Hvad bliver det?”. Jeg blev helt paf og svarede: “Undskyld mig, hvad mener du?”. “Jamen du er da gravid! Hvor dejligt!”, svarede hun.

Det er ikke første gang jeg oplever det. Lige siden min datter blev født, har jeg flere gange oplevet fremmede komme hen og lykkeønske mig med min “gravidtet”.

Men det er da bare sødt af hende, kunne man måske tænke. Hvordan skulle hun kunne vide bedre, når du nu løber rundt med en ikke helt flad mave? Og ja, det er også sandt. Hvordan skulle hun kunne vide bedre? Sådan tænkte jeg også det første lange stykke tid. Derfor sagde jeg heller ikke: “Hey! Fingrene væk fra min mave og pas dig selv!”

Ser du: Siden hvornår er det blevet okay at italesætte andres krop og facon højt i det offentlige rum (eller i det private, for dens sags skyld)? Siden hvornår er det blevet okay at røre ved et fremmed menneskes krop, uden at have fået tilladelse til det?

Og lad mig lige tilføje, at dette begyndte i selvsamme øjeblik, som jeg i sin tid blev gravid. I dét øjeblik bulen på maven begyndte at vise sig, begyndte både venner og fremmede at komme og røre uopfordret ved min mave, uden at spørge om lov. Og jeg kan huske hvor overrumplet jeg blev. Og hvor grænseoverskridende det føltes.

Der har været fremmede (og knap så fremmede) der har rørt ved min krop, uden at have fået lov, så lang tid tilbage som jeg kan huske. Primært mænd og drenge. Med en noget anden dagsorden end at kommentere på eventuelle graviditeter. Det er en helt anden historie (Og dog. Men det kommer der måske en blog om en anden gang. Lad os holde os til den her mommy/fat-shaming historie for nu). For man kan sige, at denne her form for berøring er mere “uskyldig” end den førnævnte form. Men der er stadig tale om en overskridelse af et andet menneskes grænser. Og en mangel på respekt for ens medmennesker.

Jeg kan huske hvordan denne type berøringer og kommentarer, især fra kvinder, kom fuldkommen bag på mig, da det begyndte. Som gravid rørte de ved mig, uden at have fået lov. Kom med dumme kommentarer om min maves facon eller størrelse. Da barnet så kom, havde alle en mening om hvordan jeg skulle tage mig af mit barn. Og sjovt nok, gjorde jeg det aldrig godt nok, ifølge dem der blandede sig 😏 Komplet fremmede kom hen til barnevognen og ville røre ved mit barn uden varsel. Og et “Få dine hænder væk fra mit barn, hun sover!” blev ofte mødt med et selvretfærdigt, lettere forudrettet svar som “Ja ja, jeg ville jo bare hjælpe”.

Nej tak.

Ethvert råd, som en person ikke selv har bedt om, er at gå over grænsen.

Enhver berøring eller kommentar der bliver givet, uden modtagerens accept, er at gå over grænsen.

JA, jeg er mor. Og NEJ, min mave ligner ikke længere sig selv, fra før jeg fik et barn. Det gør mine bryster forøvrigt heller ikke. Eller mit sind og hjerte ❤️ Ja, jeg er mor. Og jeg er ikke optaget af at forsøge at skjule det faktum. Eller forsøge at ligne én på tyve år. Hvad er det for en kultur vi har skabt os, hvor vi favoriserer ungdom, flade maver, rynkefri hud og ikke-hængende bryster? Fremfor den ægte, ikke-photoshoppede menneskekrop. Den kvindekrop der kan skabe liv. Opfostre et barn. Skænke nydelse, omsorg og næring.

Okay, jeg er helt med på, at ingen har lyst til at blive gamle og dø. Og at rynker, hængebryster og ikke-ungdommelige-maver minder os om vores uundgåelige sti hen mod Dødens Port. Men hvorfor forsøge at kæmpe imod det uundgåelige? Døden er det eneste faktum i livet. For os alle. Hvorfor ikke acceptere den rejse, og få det bedste ud af livet imens vi er her?

Og hvorfor dog i alverden forsøge at tvinge andre til, at kæmpe imod livets naturlige gang, bare fordi vi selv er bange for det?

Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at kæmpe imod. I hvert fald kun med masser af god mad, nydelse, glæde, nærvær, eventyr, søvn, sex osv. Og jeg har slet ikke tænkt mig at gemme min ikke-så-ungdommelige krop væk, bare for ikke at komme til at træde alle de dødsangste over tæerne.

Jeg svarede den gamle dame: “Jeg er ikke gravid”. Hun så forfjamsket og forskrækket ud, og rakte igen frem og prikkede til min mave: “Jamen, jamen…?”. Jeg sagde: “Jeg HAR allerede født”. Og kunne se lettelsen brede sig i hendes ansigt igen: “Jamen TILLYKKE! Hvad blev det?” “Det blev en pige. Hun er syv år nu”. Og så ønskede jeg hende en god dag og gik min vej 😄

Min krop er min.

Din krop er din.

Uanset køn, etnicitet, alder eller omstændigheder 🌍

Og så længe du ikke gør andre fortræd med den, så kan du gøre med din krop hvad du vil. Pierce den, tatovere den, være tyk eller tynd, klæde den som du vil. Jeg vil ikke lade mig gå på af det. Og jeg vil helt sikkert heller ikke kommentere på det, med mindre du beder mig om en mening.

❤️ Lev og lad leve ❤️

Og nu vil jeg tage min fantastiske krop med ud og have en skøn dag. Må du gøre det samme med din.

About Gry Dagmar

Krop-, Sind- & Energiarbejder - med fundament i Moder Naturs enorme kraft og visdom. Passioneret ildsjæl, der brænder for at finde de veje hjem til os selv, som virker bedst! Midlertidigt fastboende nomade - der elsker rejsen, fremfor kun at have fokus på målet. Gry formidler hendes samlede viden og passion videre, i hendes virke som behandler hos NærVærd, UrKraft og i forbindelse med diverse kurser og workshops.