Om forældreskab og evnen til at LYTTE

Om forældreskab og evnen til at LYTTE

Jeg gik i mange år og forsøgte at være den bedste mor, på alle de parametre jeg selv troede det krævede, for at gøre det godt og gøre ens barn glad. Smøre smukke madpakker i overensstemmelse med kostpyramiden. Bage speltboller. Købe det rigtige tøj og holde huset fint og rent.

The only thing was; at min datter ikke virkede tilfreds. Hun savnede mig – midt i alle mine ‘projekt perfekt mor’ gerninger.

Jeg forsøgte alt.
Alle kort jeg havde oppe i ærmet.
Indtil jeg havde spillet fallit.
Og måtte erkende det.

Som jeg hører mange forældre i min klinik berette om, hver eneste uge.
At de gør og gør en hel masse ting, som de TROR deres børn vil værdsætte og som de TROR vil skabe en lykkelig familie.
Men tomheden, savnet og frustrationen sniger sig alligevel ind.
Følelsen af at savne ægte nærvær med sine børn…

Men en dag gav jeg op.
Jeg kunne ikke mere.
Og jeg gik til kilden.
Og spurgte mit barn:
“Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig. Hvad gør dig glad at vi to laver sammen?”

Gæt hvad hun svarede?!

Det tog fuldkommen fusen på mig ?


“Mor jeg elsker simpelthen når vi sidder og tegner og er kreative sammen!”

Var det virkelig ‘bare’ det?!

Alle mine perfekte speltboller og madpakker, renskurede gulve, og så var alt min datter ønskede sig, at jeg lagde det hele fra mig og satte mig med en blok og en blyant sammen med hende!

Det er efterhånden mange år siden nu.
Og mange tegne-Krea-stunder er tilbragt sammen siden da.

Og jeg ser min datters øjne stråle og mærker hendes oprigtige glæde.
Hendes kram og latter og ved, at endelig er den der.
Nærværet.

Og alt det krævede var, at jeg stoppede med at tro at jeg vidste bedst.
Stoppede med at gætte.
Stoppede med at tolke.
Og gik til kilden; og spurgte HENDE ❤️
Så igen kommer vigtigheden af kommunikation frem.

Ikke kun med vores børn, men i ALLE relationer.

Stop med at gætte eller tolke og SPØrG!

Anerkend det andet menneske i relationen, ved at give deres perspektiver og meninger værdi.
Lytte.
Sådan rigtig lytte ❤️

Spirituali-hvaffornoget?

Spirituali-hvaffornoget?

I mange år søgte jeg efter perfektion – i den ene eller den anden form.

Som ung pige stræbte jeg efter mine forældres/venners/læreres accept, ved at gøre mit bedste for at være både god, hjælpsom, klog, smuk, sjov, you name it. Nogle dage gik det godt, andre dage faldt det helt til jorden. Og jeg havde det forfærdeligt.

Skam. Skyld. Frygt for at blive efterladt “alene på stepperne af min stamme”, som frokost for ulve og sabeltigere. Tilpasning (vi er jo, trods alt, evolutionsmæssigt sociale væsner, afhængige af stammens beskyttelse og hjælp i nødssituationer). Alle disse følelser og mekanismer tog bo i mit sind, mit hjerte og min krop.

Som ung kvinde, forsøgte jeg som alle andre at finde min plads i verden og min vej igennem uddannelsessytemet. Guidet af familie, venner og sociale normer. Og igen fandt jeg mig selv (set i bagklogskabens lys) mere motiveret af frygt og angst, end af glæde og passion.

“Du skal se sådan og sådan ud, for nogensinde at finde dig en mand! (og det SKAL du btw, ellers taber du Livets Store Spil!)”

“Du skal have gode karakterer og en kandidatgrad i noget fint (eller du vil DØ og aldrig tjene penge nok til det hus/bil/baby/tøj/ferierejser som du behøver for at blive lykkelig!)”

Disse stemmer, fandt sammen med mange andre, deres vej ind i mit sind og mit tros-system. Så jeg kæmpede. Sultede mig. Bed tænderne sammen. Trænede i timevis. Kæmpede semester efter semester, eksamen efter eksamen. Shoppede alt det “rigtige” tøj. Datede. Giftede mig. Formede mig selv, efter bedste evne, til at passe ind i hvad der forventedes af mig – for at mestre “Livet” og vinde den store præmie: Accept – og til syvende og sidst: Lykke og kærlighed…

Men på samme tid var der altid en del af mig der dybt inde vidste, intuitivt, hvordan jeg navigerede ud fra GLÆDE, TILLID og KÆRLIGHED. Som simpelthen gjorde ting “bare fordi” de føltes godt og jeg havde lyst. Som at rejse. Ride. Danse. Synge. Skrive. Være i endeløse timer i vild natur. Nusse med hestene. Feje og give hø i stalden. Tage på eventyr. Falde i staver over en solopgangs dugperler på et edderkoppespind eller tågens dans hen over engen.

Og en side af mig som slet ikke passede ind i alle de fine “kasser” og forventninger. Faktisk var helt modsat. Som Pippi! En side der var helt utæmmet, rå og vild. Som ville sige usandheder og uretfærdighed åbentlyst imod, som ville slå i bordet, kaste med koppen, græde, skrige eller grine til jeg gryntede og tårerne spørjtede – også selvom vi var i det offentlige rum. Selv med min mors hævede øjenbryn og hvislende “SHH! Tænk på hvad de andre ikke vil tænke?!” hængende i øret (hendes stemme kan stadig hænge der og hvisle mig i øret den dag i dag, men heldigvis har jeg lært ikke at lytte helt så meget til den nu). Som ville droppe et parforhold eller en uddannelse eller et job, og tage ud at rejse, blot fordi “spændetrøjen” derhjemme føltes for stram. Og som var komplet ligeglad med hvad andre måtte tænke om dét.

Min pointe?

Mange gange gennem livet har jeg troet at NU havde jeg opdaget det, endelig lært lektien, droppet tilpasningen til normerne og forventningerne (indre som ydre). Blot for at opdage at det eneste jeg havde forandret var de ydre rammer. Forsøgt at være den rette slags “spirituel”. Spise “rigtigt”. Være en god mor, iværksætter, terapeut, whatever. Indsæt selv. Og opdaget at jeg blot havde udskiftet de gamle normer med nye. Ét paradigme med et andet…

Jeg talte med min mentor om det. Jeg spurgte ham, om jeg var en fiasko som spirituelt shamanistisk praktiserende, siden jeg ikke altid spiser lige sundt, ikke altid får lavet min yoga, ikke tager på regelmæssige trommerejser, og ikke poster så mange fotos af fjer og krystaller og orakelkort som “alle andre”. Og han mindede mig om dét, som min sjæl allerede ved: Drop facaderne! Drop forestillingerne! Troen på at tingene (og jeg) skal se ud på en bestemt måde, være på en bestemt måde, for at være “rigtige” og “gode nok”. For at være værdig. Og værdifuld.

Nogle af de mest spirituelle mennesker jeg har mødt, har aldrig hørt om begrebet spiritualitet. Eller givet det mange tanker. De har aldrig lavet yoga, spist chiafrø eller sunget mantraer. De har endda ikke drukket Ayahuasca!

Så det hele lander ved ordet “spiritualitet” og hvordan man tolker det.

For mig er det basalt. Enkelt.

Det har absolut intet at gøre med alle de fancy, målbare ting at gøre. Som hvor mange kurser du har været på eller hvilket tempel du har besøgt.

Nej; det handler om at være ÆGTE. Autentisk. Ingen bullshit. Ingen facader. Ingen flotte historier og illusioner (imens angsten, mindreværdet og “dæmonerne” danser på bordet inde bagved).

Det handler om at turde tage ansvar. For dig selv, for dit liv, dine nærmeste og dine omgivelser. Leve efter dine ord og dine værdier. At hvad du tænker, sige og gør er i overensstemmelse. At være et godt menneske, helt basalt. At leve ud fra tillid og kærlighed, fremfor frygt og had.

Og at huske at, så længe jeg ikke skader mig selv eller andre (Jorden og dyrene inklusive), er alt godt og jeg er værdifuld. Præcis som jeg er. Hverken mere eller mindre. 

Intet at GØRE – bare VÆRE. 

Nyde. Grine. Græde. Vakle, men turde alligevel. Elske.

Følge hjertets sti.

For mig er dette hjertet af shamanismen. Og spiritualiteten.

Og det gør forøvrigt hele rejsen væsentligt mere enkel. Og sjov!

Sorgen, forfædrene, de døde og Halloween

Sorgen, forfædrene, de døde og Halloween

Egentlig et ret usexet tema. Sorg.

Vi vil sikkert hellere tale om Glæde, Kærlighed eller alle de omstændigheder og følelser, som vi kategoriserer som ‘positive’.

Døden og Sorgen har i nyere historisk tid levet et liv i skyggen. I tabuernes og Angstens land (sådan håndterede vore forfædre den ikke – men det er en anden historie, som får sit helt eget indlæg en dag).

Men som Brinkmann så fint fremhæver i denne artikel, er Sorg et eksistentielt grundfænomen; fordi Sorgen findes dér, hvor Døden og Kærlighedens veje skærer hinanden.

Min yndlings-poet Kahlil Gibran, skriver noget tilsvarende, i bogen Profeten.
At den ene er den andens evige følgesvend.
Vi kan kun sørge over det, som vi engang har elsket.

Alt i dette liv og denne verden er forgængeligt.
Alle vi kender og elsker, vil en dag enten forsvinde eller dø.
Og ultimativt dør vi selv, og må dermed også slippe og miste alt hvad vi holder af.
At miste dem vi elsker medfører Sorg.
Derfor er det uundgåeligt og eksistentielt. Som to sider af samme mønt.

“Det er igennem sorgen, at vi opretholder en forbindende tråd til den døde, og sorgen er derfor prisen, vi betaler for kærligheden.” For at elske. “De døde skal med ind i livet og ikke holdes ude af det. Men hvordan kan det ske i en moderne verden?”, spørger Brinkmann i artiklen.

Well, for mig er der er helt åbenlyse svar ganske tidsaktuelt:

Det er lige nu Halloween.
De Dødes Dag.

Der er gammel tradition for, at vi nu mindes de døde og dem vi har mistet, uden frygt, men med fest og kærlighed.
Bringer dem til live og inviterer dem ind igen. Ind i lyset, fra skyggerne land.
For at mærke og anerkende den Kærlighed der har været – og er.
For at hylde og ære.

Og at i stedet for at ønske, at Sorgen og minderne om den (eller det) der er mistet, vil forsvinde (og fortrænge det) – så i stedet invitere det ind. I livet, i bevidstheden, i hverdagen. Mød og anerkend din smerte, med kærlighed i hjertet, fordi du ved at det netop er ud af kærlighed at smerten nu er der. Og send i dit hjerte et TAK til Livet, for at du har været så heldig at opleve at elske. Og kende Kærligheden. Også selvom den fløj væk igen.

Hvordan holder du rum for din Sorg? Og hvordan mindes du dem, der har gået før dig? Forfædrene. Og dem du har elsket – og mistet?

Ændringer i Persondataloven

Ændringer i Persondataloven

“Og hvad rager det nu mig?”, tænker du måske. Se det skal jeg fortælle dig…

De nye regler betyder, at jeg (eller nogen anden behandler, for den sags skyld) ikke længere kan besvare mails, sms eller messenger-beskeder med personlige informationer og/eller helbredsspørgsmål.

Det betyder også, at jeg har valgt ikke længere at føre nogen form for noter eller journal, på dé af jer der besøger mig.

Derfor får de nye regler betydning for vores sessioner og vores kommunikation.

Lad mig forklare.

Reglerne er skabt for at sikre dig som klient, højest mulig sikkerhed. Og for at Datatilsynet kan registrere hver enkelt behandling, der sker ude i dette lille land. Udfordringen er dén, at det betyder at en tredjepart skal have aktindsigt i alt hvad du og jeg taler om og foretager os. Og dét ønsker jeg ikke. Ganske enkelt. For selvom tredje part efter sigende har tavshedspligt, føler jeg, at det er en etisk gråzone at bevæge os ud i som behandlere, at videregive fortrolige informationer til ukendte parter.

Desuden er der et andet paradoks ved systemet; nemlig at vi som psykoterapeuter og “alternative behandlere”, ifølge sundhedsvæsenet ikke må stille diagnoser. Men at SKAT og Datatilsynet derimod forlanger at vi stiller diagnoser. Ved hver evig eneste klient der træder over vores dørtærskel. Det går ikke helt op, vel? Og hvem har egentlig også lyst til at få en diagnose, bare for at få lov at arbejde med sin egen selvudvikling eller helbred? Diagnoser har vi nok af, som samfund. Hos mig arbejder vi med hele mennesker, ikke kasser.

Så jeg har truffet mit valg, der betyder at vi (for ikke at komme til at bryde loven om databeskyttelse) ikke længere kan kommunikere om personlige forhold igennem de ovennævnte medier. Jeg sletter pr. dags dato samtidig enhver tidligere form for korrespondance med personligt indhold, hvis der har været en sådan imellem os.

Ønsker du en evaluering eller dialog med mig, omkring emner af personlig karaktér (og det vil faktisk sige alt andet end dit navn og telefonnummer), ja så må jeg be’ dig om at aftale en tid til telefonisk samtale eller en fysisk forsamtale hos mig. Den første er gratis, hvis den holder sig under 15 minutter. Den anden går til gængs pris for terapeutisk samtale, se under ‘priser’. Resten må du forsøge at læse dig til igennem min hjemmeside. Jeg vil gøre mit bedste for at beskrive hvad mine ydelser er og kan, under de dertilhørende menuer.

Tidligere har jeg ført et helt simpelt note-system, over de af jer, som har gået her i længere forløb. For at huske hvad vi har arbejdet med fra gang til gang, således at dit forløb har kunne skræddersyes bedst muligt. Dette note-system afskaffes nu, da det netop kræver registrering hos tredje part. Alle gamle noter slettes, så alt hvad jeg har på dig fremadrettet, er dit navn og dine kontaktoplysninger. Jeg håber og ønsker ikke at dette kommer til at betyde en forringelse af dit forløb her; og lægger herfra af min lid til, at min blotte hukommelse kan bære værket (uha!). Men bær over med mig, hvis jeg ikke længere kan huske navnet på alle dine fem børn, eller i præcis hvilket årstal du blev skilt. Det kommer til at kræve lidt omstilling for alle parter.

Derudover vil jeg ønske dig det smukkeste forår, med masser af fuglesang, solkyssede kinder og bare tæer i græs.

Jeg ser frem til at se dig i min klinik, enten i Almind eller København.

Kærligst

Gry Dagmar

NÅR DE DYBE SKOVE KALDER – gratis telesummit om shamanisme

NÅR DE DYBE SKOVE KALDER – gratis telesummit om shamanisme

Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have har, med udspring i en drøm om at skildre den store alsidighed der findes inden for shamanisme, animisme og naturarbejde, sammensat Danmarks første telesummit om shamanisme, som den udleves på vore breddegrader.

Med en række spændende onlineinterviews, er målet at være med til at åbne døre mellem de forskellige måder at leve med og udøve shamanisme på og samtidigt kaste lys på de mange grene af det store smukke træ som tilsammen danner den levende shamanisme, som den praktiseres i dag.

Gæsterne, som alle er stemmer på den danske scene inden for shamanisme, arbejder med forskellige tilgange og med forskelligt udgangspunkt, men sammen væver de et farverigt tæppe af viden, erfaring, indsigt og åbenhed overfor denne forskellighed for at finde inde til kernen og genkende værdien i mangfoldigheden.

Og du finder MIG blandt de heldige repræsentanter af interviewede, hvor jeg deler ud af min egen historie omkring selvhelbredelse, holistisk kropsterapi, shamanisme og urgamel plantemedicin.

Læs mere og lyt med her: https://www.hyldemorshave.dk/telesummit/

Telesummitten er gratis og begynder mandag d. 2. april 2018

Nye priser – og behandlinger i København

Nye priser – og behandlinger i København

Sommeren er snart forbi – og i kølvandet på dette oplagte rum til ro og kreativitet – er der vokset en række nye tiltag hos NærVærd.

Blandt andet muligheden for at modtage terapi- og massage-sessioner i København.

Jeg har fundet nye lokaler og tilbyder derfor nu også mulighed for at få behandlinger i København – da der har været stor efterspørgsel på dette igennem længere tid. NærVærd vil være at finde i Kbh. fra onsdag til fredag i lige uger. Antallet af tider øst for Storebælt er dog begrænset, da mange er reserverede på forhånd til faste klientaftaler – men kontakt mig for muligheder og information, så kan vi sikkert også finde plads til dig. Og ellers er du fortsat meget velkommen i de naturlige og hyggelige omgivelser i skovhuset nord for Kolding. Hvert sted har sine fordele og sin charme.

Der er ligeledes kommet nye og opdaterede priser, der afspejler både min afslutning af psykoterapeutuddannelse, samt markedspriserne bedre (og gør det muligt for mig at fortsætte mit arbejde nogle år endnu). Du kan læse mere herom på hjemmesiden under “priser”. De nye priser træder i kraft fra dags dato, men har du allerede bestil en tid hos NærVærd, får du selvfølgelig din behandling til den gamle pris. Det er stadig muligt at opnå 10 % rabat ved at bestille 10 behandlinger af samme type; eller trække momsen fra, hvis du laver en behandlingsaftale med NærVærd igennem dit firma. En løsning som mange er glade for.

Kontakt mig og vi finder sammen frem til en løsning der passer præcis til dig.

Og så vil jeg bare ønske dig fortsat rigtig god sensommer, høst og rejse hjem i dig selv.

 

Nye muligheder og nye priser

Nye muligheder og nye priser

Sommeren er endnu engang over os, med sine tordenbyger og varme vinde, i én stor, kaotisk pærevælling. Dansk sommer når det er bedst 😉

Og ligesom alle ting er i evig bevægelse og forandring, er jeg og NærVærd det også. Det kommer nu til udtryk ved, at der er dukket flere nye tilbud op på NærVærds hjemmeside – herunder fx parterapi, skypeterapi, healingsmassage og ikke mindst personligt skræddersyede forløb med medicinplanten Ayahuasca.

Og en lille ny er blevet “født” – nemlig mit andet hjertebarn UrKraft, der er NærVærds shamanistiske ’søster’. Her kommer der til at udspille sig flere og flere shamanistiske tiltag, med hovedfokus på grupper, kurser og workshops, samt forskellige typer af cirkler og ceremonier. Siden er under konstruktion, men står forhåbentlig klar i midt/slut juli 2017. Det samme gør de første, spændende kurser. Så følg med! Kan næsten ikke tøjle min spænding og begejstring 😛

Endelig stiger priserne på nogle af NærVærds behandlinger, i takt med at priserne derude i verden stiger – også omkostningerne ved at leve, varme op og have klinik. Så for at sikre at NærVærd også findes – til glæde og gavn for alle – ude i fremtiden, må priserne følge med. Det vil særligt være prisen på tantramassage og dearmering der stiger, i starten af august måned (Har du allerede booket en tid i august, gælder den gamle pris dog stadig for denne aftale). Følg med på hjemmesiden og facebooksiden for nærmere information. Forhåbentlig kan de fleste af jer stadig være med – og se fornuften i at sikre bæredygtigheden af foretagenet. Og husk; at det stadig er muligt at opnå 10% rabat ved 10 sessioner, samt fratrække moms, hvis du deltager igennem din virksomhed.

Og så er der kun tilbage at ønske jer alle en helt vidunderlig og magisk sommer! Må I nyde både sol og regn lige (der skal jo være balance i tingene) – og så håber jeg, at vi ses på den anden side, til endnu flere nærværende og kraftfulde stunder sammen.

Psssst…! Og så har jeg lige et ganske vidunderligt sommertip. Ved næste store tordenbyge eller dunrende skybrud, så undgå trangen til at pakke dig ind og skærme dig af fra vildskaben derude – men smid derimod alle de klude som de sociale rammer tillader, og LØB derud i infernoet og huj mod himmelen, dans med skyerne, hop i vandpytterne og mærk hvordan lyden, vinden og vandet skyller både sjæl og krop helt ren. Det er en fantastisk rensende og fornyende oplevelse (og det varme, tørre tøj er SÅ meget dejligere, når du kommer ind igen). Enjoy!

Min personlige historie fra det danske sundhedsvæsen

Min personlige historie fra det danske sundhedsvæsen

Jeg vil gerne dele en personlig historie med jer.

For 6 år siden, da jeg var gravid med mit første og eneste barn, blev mig og min families verden vendt op og ned pga. sygdom.

Først min sygdom, som vi dog fik at vide var graviditetsbetinget og ville forsvinde igen. Så fødslen af et barn, som der var mistanke om også var sygt. Så nyheden om, at min sygdom var kronisk og invaliderende. Og endelig en ægtemand og nybagt far, der også blev ramt af sygdom; denne gang panikanfald og depression, kort sagt en belastningsreaktion ovenpå alt det som vores lille familie pludselig måtte gå igennem.

Vi mistede alt.
Arbejde.
Studie.
Hus.
Økonomi.
Sikkerhed.

Men vigtigst af alt, mistede vi håbet og drømmen om fremtiden.

I al den tid var vi i kontakt med det danske sundhedsvæsen, af den ene og den anden art. Læger. Specialister. Indlæggelser. Genoptræninger. Medicin.
You name it.

Deres løsning på alt, var hele tiden symptombehandling og ingen interesse for sygdommenes oprindelige årsag. Smertestillende medicin. Psykofarmaka.
Alt sammen ting, som vi reagerede på med mange bivirkninger – som så mange andre før os.

Dertil have de nye løsninger: Mere medicin og nye operationer.
Mere symptombehandling med bivirkninger.
Og læger der med deres ord slukkede for ethvert håb og ethvert personligt initiativ.

Men indeni traf jeg et valg. Da vi sad foran lægen der gav sin dom: “Altid invalid. Ingen fremtid”.

Det var en skillevej.

Herfra havde jeg to veje at gå:

At acceptere hans ord og leve et liv som syg og hjælpeløs. Inden livet egentlig rigtig var begyndt.

Eller… at sige “fandme nej! Hvad har jeg at miste?!”. Og så kæmpe med hver eneste celle i min smerteramte, udmattede krop, for at finde den umulige vej ud af sygdommen – og ind i livet igen. Det liv som jeg vidste at jeg endnu indeholdt. Den sang jeg endnu ikke havde fået lov at synge. Ud og bidrage til verden og til livet.

Så jeg fandt en vej.
En kringlet, finurlig og magisk vej.
En vej som jeg ALDRIG, i min vildeste fantasi, havde kunne planlægge – ej heller forestille mig.
En vej guidet af min krops- og mit hjertes indre visdom. Den visdom der vidste at lægen – uanset hvor meget specialist han var – tog fejl og ikke kunne spå om fremtiden.

Mange fantastiske mennesker krydsede min vej på dén rejse.
Jeg fik rystet ved mit selvbillede, min identitet og min forståelse af verden, af kroppen og af mennesker.
Jeg fik slugt min stolthed, mine begrænsende overbevisninger, min kassetænkning og min fordømmelse.

Og fundet helt ind til kernen.

Ind til dér hvor jeg opdagede, at jeg HAR en krop, men jeg ER ikke min krop. Jeg har tanker, men jeg er ikke mine tanker. Jeg har materielle ting, titler, relationer – men jeg ER ikke alt det. Det siger intet om mig!
JEG er noget andet, noget større – bagved alle de ting og facader.

Og jeg indså livets store mirakel.
Og opdagede inderligt lykken i hvert eneste øjeblik. I hver en solstråle. Hver en berøring. Hvert et smil.
Og følte en umådelig taknemmelighed for at være i live.
Uanset hvad det liv måtte indeholde eller byde.

Fra dette sted – der i ydre normer må ses som at være ramt “bunden” – handicappet, fattig, skilt alenemor med en masse diagnoser og mulighederne imod sig – fandt jeg en styrke og ro, som jeg aldrig havde oplevet før.

En fast forankret oplevelse af styrke og skønhed. Af at vide og erfare, at jeg altid har lykken med mig indeni. Og via dén og hjertets intuition, kan rejse mig fra hvad end livet måtte kaste imod mig.

Og jeg rejste mig.
Med blødende knæ i modvind og skabte mig det liv jeg ønskede mig. Den sang, som jeg vidste at jeg endnu indeholdt og ikke var færdig med at synge.
Et kompromisløst liv, hvor min GPS var kroppens signaler og hjertet.
Hele vejen igennem.
Selvom det var angstprovokerende. Udfordrende.
Identitets-rystende.
Uforudsigeligt og usikkert.

Og på dén rejse blev jeg rask.
Jeg smed medicinen.
Jeg smed hjælpemidlerne.
Jeg smed diagnoserne og prognoserne.
Jeg fandt årsagen til min sygdom og gjorde noget ved den.
Selv.

For sundhedsvæsnet havde ingen værdifulde indspark – kun løftede pegefinger og mere medicin. Mere bedøvelse af kroppen.

Og hån og fornægtelse af min vej til helbredelse.
“Spontan, uforklarlig helbredelse” kaldte de det.
Jeg vidste nu godt hvad forklaringen var.
Jeg havde fundet ÅRSAGEN og behandlet den.

Og hvorfor fortæller jeg så den her historie nu, 6 år efter?

Jo, for nu gør kroppen ondt igen.
Livet slider og rammer igen – og kroppen reagerer. Igen.
For sådan er livet også.

Og denne gang havde jeg brug for en udredning af mine leds aktuelle tilstand.

Men hvad svarer sygehusvæsenet, da jeg møder dem så mange år efter?

De kan tilbyde mig smertestillende medicin og en ny, kronisk og uhelbredelig diagnose.
En “copy-paste” af deres (i bedste fald virkningsløse) løsning for 6 år siden.

Øhh…

Jeg kan mærke forbløffelsen i mit system.
Jeg har arbejdet med metasundhed og “alternativ medicin” i så mange år nu, at jeg helt havde glemt hvordan det etablerede sundhedsvæsen fungerer.
Hvordan de resonerer og forholder sig til kroppen og mennesket.
Og er forundret.
Og en lille smule harm.

Med deres metoder holder vi mange mennesker fast i sygdom.

Havde jeg lyttet dengang, havde jeg siddet i en handicapbolig på førtidspension i dag. Kostet samfundet mange penge og mistet min selvrespekt.

Og hvor mange har egentlig ressourcerne og styrken til at sige “nej tak” til lægens dom?
Til medicinen?
Og havner netop der?
Med livslang behandling og lidelse.
Fordi vores sundhedsvæsen ikke lytter. Ikke ser. Ikke interesserer sig for helheder og løsninger.

Jeg vil ikke underkende vores sundhedsvæsens mange kompetencer. De har mange, meget dygtige mennesker ansat og hjælper rigtig mange mennesker. Men er sygdomsproblematikken af en kronisk og “uhelbredelig” art, spiller de fallit. Og vi taber en masse mennesker på gulvet…

Jeg har lige (igen) takket nej til min læges tilbud om medicin. Og sagt “tak, men jeg klarer den selv herfra”.
Med en tristhed i hjertet, over at det skal være sådan. I år 2017.
At vi stadig ikke lukker al den nye viden ind. Tager den nyeste forskning og ældste viden med i betragtning. Ikke interesserer os for helheder og sammenhænge – i en verden hvor intet står alene, men alt hænger sammen og påvirker hinanden.

Jeg er tilhænger af holistiske perspektiver.
Af at give mennesket troen på egen evne til selvhelbredelse tilbage.
Og at det kan være nødvendig med hjælp på den vej.
For ikke alle vej er ens.
Vi kan ikke presse forsimplede løsningsmodeller ned over komplekse problemstillinger.
Vi er nødt til at tænke kreativt, ud af boksen og holistisk!

Og her kan den nyeste viden om epigenetik, metasundhed, kropsterapi mm være nyttig.

I samspil med ældgamle praksis, der netop har overlevet fordi de virker! Shamanisme, plantemedicin, Ayahuasca. Der er mange veje.

Lad os fejre mangfoldigheden med nysgerrighed – fremfor at lukke i på forhånd

Det var de ord jeg havde på hjerte.

Tak fordi du læste med!

Tid til et paradigmeskifte i dansk psykiatri

Tid til et paradigmeskifte i dansk psykiatri

Jf. denne artikel, er der endelig en åbning for en fagligt anerkendt, ny forklaringsmodel på skizofreni og andre psykoser i den danske psykiatri.

I mange år har hypotesen om en udelukkende neurologisk og biokemisk ubalance i hjernen været anerkendt – og den har påvirket vores forståelse og behandling af mennesker med disse udfordringer, med mildest talt mindre heldigt resultat.

Medicinen der skal afhjælpe de såkaldte ubalancer, er ofte langt mere skadelig end sygdommens symptomer i sig selv.

Det er også min erfaring med at arbejde i feltet.

En psykiatrisk overlæge sagde en dag til mig, da jeg stillede spørgsmålstegn ved den markante medicinske – fremfor terapeutiske – behandling i det danske OPUS projekt:

“Gry, du har TO valg, når en ung kommer her ind med en psykose. Enten giver du dem ikke medicin, og de begår højest sandsynligt selvmord. Eller du giver dem medicin, og så bliver døden lidt langsommere” (her refereres til de meget kraftige og invaliderende bivirkninger ved det meste antipsykotiske medicin)

Her antages altså at tilstanden er udelukkende fysiologisk og at patienterne uden den vil begå selvmord.

Hans udtalelse afslører samtidig en udbredt bevidsthed om, at medicinen også med stor sandsynlighed kan koste patienten livet – dog på en langsommere og mindre “dramatisk” måde, gennem andre psykiske problemer, livsstilssygdomme mv.

Jeg stillede mig – ligesom denne artikel – kritisk overfor denne forståelsesramme og valgte samme dag at rydde mit skrivebord.

Og studere fænomenet “psykose” fra alle leder og kanter. Hvad siger forskningen? Hvad siger historien og antropologien? Hvad betyder kultur, opvækst, traumer og nærmiljø?

Som nævnt i artiklen, er sammenhængen mellem forandringer i hjernen og sygdom ikke envejs – den går begge veje.

Jeg underkender ikke de neurologiske og biokemiske forandringer der ses i hjernen under psykose.

Men spørgsmålet er om de altid er medfødte, eller om de opstår på baggrund af tidlige oplevelser, chok, traume, fattigdom, stress osv.?

Relationen går begge veje. Jf. de sidste årtiers forskning i epigenetik og metamedicin.

Så hvorfor kun behandle envejs?

Hvorfor ikke dykke ned i patienternes historik og hjælpe dem på alle fronter?

Med at bearbejde traumer.
Med at forstå deres egne symptomer og lidelse.
Med at se på omgivelser og nærmiljø.

Og modsat artiklen, tillader jeg mig at gå endnu længere end det.

Historisk set, og i andre kulturer, er børn og unge med “psykotiske” symptomer blevet fremhævet som særlige healere, og bragt i lære hos stammens eller landsbyens medicinmand/kvinde, hvor de har lært at se deres evner som særlige gaver fra guderne – og har lært at værdsætte dem og bruge dem konstruktivt – til hele stammens fordel.

Fremfor at opleve angst og stigmatisering, ændrer den kollektive forståelse og opfattelse af symptomerne hele “sygdomsbilledet”; fra invaliderende til fremmende, hvis vi italesætter og møder mennesker med disse symptomer anderledes.

Måske er det på tide at vi kigger lidt bagud, for at kunne se fremad?

Velkommen i det nye år

Velkommen i det nye år

Så skriver vi år 2017 i kalenderen (Hvis du ikke allerede HAR opdaget det..)

Jeg er lige vendt tilbage efter 10 dejlige dages fri med familien – helt “koblet af” arbejde, mobil, mails osv. Bare med TID til at VÆRE og NYDE – og med en derpå følgende masse ny energi og overskud, at bringe med ind i NærVærd i det nye år.

– Hjernens finurligheder –

Når man sådan holder helt fri og lader dagene flyde ind og ud imellem hinanden, sker der noget forunderligt oppe i hjernen. Den kæmper først voldsomt imod. Abstinenser, kalder man det vist. Jeg måtte bevidst afholde mig fra, at logge ind og tjekke mails, besvare sms’er eller skrive facebook opslag. Jeg måtte flere gange lade min telefon løbe tør for strøm, bare for at være helt sikker på, at jeg ikke lige snigede mig til at tjekke den 😀

Men så skete der langsomt noget… En anden tilstand tog over…

En fuldkommen RO og tilfredshed, ved bare at slippe det hele og VÆRE tilstede her og nu, med dem jeg var sammen med. Uden tanker for det kommende år, den kommende uge, ja næsten den kommende dag. Med plads til at sove længe (hahaha – not gonna happen med små børn, men tanken er da rar). Spise hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Lave hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst – eller lade være. Sove, synge, danse, mugge, lege, hvile, lade kreativiteten blomstre.

I takt med, at jeg i stigende grad kom NED i tempo, gik jeg OP i kreativitet! For det er, på forunderligst vis, sådan hjernen hænger sammen. Det kræver RO, at tænke nye tanker og få nye idéer. Det kræver TID, til at mærke efter, hvis jeg skal helt derind i hjertet – og ned i maven – og virkelig(!) mærke hvad det er, at jeg har lyst til, hvad der nærer mig og får glædesboblerne til at boble i hjertet.

– Kender du det? –

Har du i denne jul givet dig selv den RO og TID, som det kræver, at nå helt derhen i dig selv? <3

Og hvis ja; hvad fandt du så derinde?

Kan du sætte tre ord på, hvad det var for idéer, som gav dig glæde, smil på læben, glædesbobler i hjertet, sommerfugle i maven, gnist i øjet og gå-på-mod – kort sagt; på hvad det er, som DU ønsker dig mere af i 2017?

Kom, skriv dem ned! Måske vil du få brug for dem, som pejlemærker i det kommende år.

For hvis vi vil nå nye mål, må der nye tanke- og handlemåder til! Nogle gange kan hjernen først finde ro til at opdage disse nye veje, hvis man giver den helt fri. Og derpå reflekterer og måske endda skriver det ned. Rom blev ikke bygget på én dag, det kræver determination og ikke mindst en HEL MASSE små skridt. Ét skridt af gangen.

Men hold fast i dit lys, i din passion og din sandhed undervejs! Det kan de her nedskrevne ord – samt jævnlig tid med ro, nærvær og fordybelse, hjælpe dig med.

– NærVærd i det nye år –

Jeg kan roligt sige, at jeg har fået tænkt en masse nye tanker – og fået en masse idéer og nye vinkler på tingene. I særdeleshed ift. mit hjertebarn; mit arbejde med NærVærd – og med jer! 🙂 En masse ting, som giver mig sommerfugle i maven, smil på læben og også en anelse hjertebanken, for jeg har altid en lille stemme på skulderen, der visker mig i øret:

Kan jeg mon det?

Hvordan skal det gå?

Mon jeg kan finde ud af, at få idéerne fulgt fra tanke til virkelighed?

Mon jeg tør?

Og mon I derude vil tage godt imod dem?

Ja, der er mange aspekter ved den kreative proces, som kan give sved på panden og en lettere urolig nattesøvn 😉

Men jeg VED at jeg TØR, for jeg kan mærke i mit hjerte, at tiden er inde til bevægelse i den retning som livet fører mig. For intet står stille. Heller ikke jeg. Og det som jeg elskede sidste år eller forrige år, er måske ikke det, der giver mig den samme glæde i dag eller i morgen. Livet er en stadig strøm, som jeg for længst har overgivet mig til, og lader mig føre med – uden at kende den endelige destination. Men jeg følger hjertets vej og stoler på at det er den eneste rette vej for mig.

For det er den eneste vej, hvor jeg ikke giver køb på mig selv…

– Og hvad går disse nye idéer så ud på, tænker du måske? – 

Jo, det må du følge godt med i herinde, for jeg afslører det i løbet af året 😉

Der kommer nye behandlingsformer til; nye typer terapi, nye workshops og ceremonier, nye massager – fordi min passion er, at finde de bedste redskaber til at følge DIG på din VEJ hjem til dig selv. Og vejene dertil er mange – og forskellige fra person til person.

Min passion er, at kunne tilbyde de redskaber og den ramme, som jeg arbejder bedst i, og som jeg samtidig, igennem flere års erfaring, forskning mm., har kunne se er virksom og effektiv.

Der vil blive tale om et mere og mere shamanistisk- og terapeutisk funderet arbejde – hvor fokus i endnu større grad end tidligere, er på personlig proces, forløsning, læring og udvikling – IGENNEM terapien, massagen, ceremonien. Disse ting er midler til målet – men ikke målet i sig selv.

– Målet er at finde HJEM –

Hjem i mig – og hjem i dig. Hjem, hvor du pludselig kan mærke den der særlige ro, styrke og klarhed i hele kroppen. Hjem hvor unødig kamp, drama, træthed osv. ophører. Hjem, hvor du pludselig føler dig forbundet til alt og alle omkring dig, til naturen, til livet. Føler kærlighed og taknemmelighed for alt hvad der er dig – og for livet som helhed. Fordi du lever i overensstemmelse med din inderste kerne.

Og som følge heraf, begynder at mærke et stigende overskud, at dele ud af. Som en flaske champagne der bobler over (for at bruge en nytårs-analogi 😛 ), fremfor som en udtømt kop. Til glæde og gavn, ikke kun for dig selv – men for alle omkring dig <3

DET er min passion! – og det er dét, som jeg kan tilbyde dig hjælp, støtte og vejledning i.

Gry portræt 13 bue citat

– En “lille” ny –

Og så barsler NærVærd også med en “lille ny” i form af et søsterfirma, i året der kommer. Kryds fingre for en god skabelsesproces og “fødsel” 🙂

– TAK for året der gik –

Jeg ser umådeligt meget frem til at se dig i året der kommer. Til at være med til, at vise dig vejen til at låse op for al den styrke og skønhed som DU besidder. Til at følges med dig – langt som kort – på din vej hjem til dig selv.

<3 Vel mødt i det nye år <3

Ny foto1