Min personlige historie fra det danske sundhedsvæsen

Jeg vil gerne dele en personlig historie med jer.

For 6 år siden, da jeg var gravid med mit første og eneste barn, blev mig og min families verden vendt op og ned pga. sygdom.

Først min sygdom, som vi dog fik at vide var graviditetsbetinget og ville forsvinde igen. Så fødslen af et barn, som der var mistanke om også var sygt. Så nyheden om, at min sygdom var kronisk og invaliderende. Og endelig en ægtemand og nybagt far, der også blev ramt af sygdom; denne gang panikanfald og depression, kort sagt en belastningsreaktion ovenpå alt det som vores lille familie pludselig måtte gå igennem.

Vi mistede alt.
Arbejde.
Studie.
Hus.
Økonomi.
Sikkerhed.

Men vigtigst af alt, mistede vi håbet og drømmen om fremtiden.

I al den tid var vi i kontakt med det danske sundhedsvæsen, af den ene og den anden art. Læger. Specialister. Indlæggelser. Genoptræninger. Medicin.
You name it.

Deres løsning på alt, var hele tiden symptombehandling og ingen interesse for sygdommenes oprindelige årsag. Smertestillende medicin. Psykofarmaka.
Alt sammen ting, som vi reagerede på med mange bivirkninger – som så mange andre før os.

Dertil have de nye løsninger: Mere medicin og nye operationer.
Mere symptombehandling med bivirkninger.
Og læger der med deres ord slukkede for ethvert håb og ethvert personligt initiativ.

Men indeni traf jeg et valg. Da vi sad foran lægen der gav sin dom: “Altid invalid. Ingen fremtid”.

Det var en skillevej.

Herfra havde jeg to veje at gå:

At acceptere hans ord og leve et liv som syg og hjælpeløs. Inden livet egentlig rigtig var begyndt.

Eller… at sige “fandme nej! Hvad har jeg at miste?!”. Og så kæmpe med hver eneste celle i min smerteramte, udmattede krop, for at finde den umulige vej ud af sygdommen – og ind i livet igen. Det liv som jeg vidste at jeg endnu indeholdt. Den sang jeg endnu ikke havde fået lov at synge. Ud og bidrage til verden og til livet.

Så jeg fandt en vej.
En kringlet, finurlig og magisk vej.
En vej som jeg ALDRIG, i min vildeste fantasi, havde kunne planlægge – ej heller forestille mig.
En vej guidet af min krops- og mit hjertes indre visdom. Den visdom der vidste at lægen – uanset hvor meget specialist han var – tog fejl og ikke kunne spå om fremtiden.

Mange fantastiske mennesker krydsede min vej på dén rejse.
Jeg fik rystet ved mit selvbillede, min identitet og min forståelse af verden, af kroppen og af mennesker.
Jeg fik slugt min stolthed, mine begrænsende overbevisninger, min kassetænkning og min fordømmelse.

Og fundet helt ind til kernen.

Ind til dér hvor jeg opdagede, at jeg HAR en krop, men jeg ER ikke min krop. Jeg har tanker, men jeg er ikke mine tanker. Jeg har materielle ting, titler, relationer – men jeg ER ikke alt det. Det siger intet om mig!
JEG er noget andet, noget større – bagved alle de ting og facader.

Og jeg indså livets store mirakel.
Og opdagede inderligt lykken i hvert eneste øjeblik. I hver en solstråle. Hver en berøring. Hvert et smil.
Og følte en umådelig taknemmelighed for at være i live.
Uanset hvad det liv måtte indeholde eller byde.

Fra dette sted – der i ydre normer må ses som at være ramt “bunden” – handicappet, fattig, skilt alenemor med en masse diagnoser og mulighederne imod sig – fandt jeg en styrke og ro, som jeg aldrig havde oplevet før.

En fast forankret oplevelse af styrke og skønhed. Af at vide og erfare, at jeg altid har lykken med mig indeni. Og via dén og hjertets intuition, kan rejse mig fra hvad end livet måtte kaste imod mig.

Og jeg rejste mig.
Med blødende knæ i modvind og skabte mig det liv jeg ønskede mig. Den sang, som jeg vidste at jeg endnu indeholdt og ikke var færdig med at synge.
Et kompromisløst liv, hvor min GPS var kroppens signaler og hjertet.
Hele vejen igennem.
Selvom det var angstprovokerende. Udfordrende.
Identitets-rystende.
Uforudsigeligt og usikkert.

Og på dén rejse blev jeg rask.
Jeg smed medicinen.
Jeg smed hjælpemidlerne.
Jeg smed diagnoserne og prognoserne.
Jeg fandt årsagen til min sygdom og gjorde noget ved den.
Selv.

For sundhedsvæsnet havde ingen værdifulde indspark – kun løftede pegefinger og mere medicin. Mere bedøvelse af kroppen.

Og hån og fornægtelse af min vej til helbredelse.
“Spontan, uforklarlig helbredelse” kaldte de det.
Jeg vidste nu godt hvad forklaringen var.
Jeg havde fundet ÅRSAGEN og behandlet den.

Og hvorfor fortæller jeg så den her historie nu, 6 år efter?

Jo, for nu gør kroppen ondt igen.
Livet slider og rammer igen – og kroppen reagerer. Igen.
For sådan er livet også.

Og denne gang havde jeg brug for en udredning af mine leds aktuelle tilstand.

Men hvad svarer sygehusvæsenet, da jeg møder dem så mange år efter?

De kan tilbyde mig smertestillende medicin og en ny, kronisk og uhelbredelig diagnose.
En “copy-paste” af deres (i bedste fald virkningsløse) løsning for 6 år siden.

Øhh…

Jeg kan mærke forbløffelsen i mit system.
Jeg har arbejdet med metasundhed og “alternativ medicin” i så mange år nu, at jeg helt havde glemt hvordan det etablerede sundhedsvæsen fungerer.
Hvordan de resonerer og forholder sig til kroppen og mennesket.
Og er forundret.
Og en lille smule harm.

Med deres metoder holder vi mange mennesker fast i sygdom.

Havde jeg lyttet dengang, havde jeg siddet i en handicapbolig på førtidspension i dag. Kostet samfundet mange penge og mistet min selvrespekt.

Og hvor mange har egentlig ressourcerne og styrken til at sige “nej tak” til lægens dom?
Til medicinen?
Og havner netop der?
Med livslang behandling og lidelse.
Fordi vores sundhedsvæsen ikke lytter. Ikke ser. Ikke interesserer sig for helheder og løsninger.

Jeg vil ikke underkende vores sundhedsvæsens mange kompetencer. De har mange, meget dygtige mennesker ansat og hjælper rigtig mange mennesker. Men er sygdomsproblematikken af en kronisk og “uhelbredelig” art, spiller de fallit. Og vi taber en masse mennesker på gulvet…

Jeg har lige (igen) takket nej til min læges tilbud om medicin. Og sagt “tak, men jeg klarer den selv herfra”.
Med en tristhed i hjertet, over at det skal være sådan. I år 2017.
At vi stadig ikke lukker al den nye viden ind. Tager den nyeste forskning og ældste viden med i betragtning. Ikke interesserer os for helheder og sammenhænge – i en verden hvor intet står alene, men alt hænger sammen og påvirker hinanden.

Jeg er tilhænger af holistiske perspektiver.
Af at give mennesket troen på egen evne til selvhelbredelse tilbage.
Og at det kan være nødvendig med hjælp på den vej.
For ikke alle vej er ens.
Vi kan ikke presse forsimplede løsningsmodeller ned over komplekse problemstillinger.
Vi er nødt til at tænke kreativt, ud af boksen og holistisk!

Og her kan den nyeste viden om epigenetik, metasundhed, kropsterapi mm være nyttig.

I samspil med ældgamle praksis, der netop har overlevet fordi de virker! Shamanisme, plantemedicin, Ayahuasca. Der er mange veje.

Lad os fejre mangfoldigheden med nysgerrighed – fremfor at lukke i på forhånd

Det var de ord jeg havde på hjerte.

Tak fordi du læste med!

About Gry Dagmar

Gry Dagmar har ændret virksomhed og ydelser - gå til den nye hjemmeside GryDagmar.dk for at læse mere herom.