Velkommen i det nye år

Så skriver vi år 2017 i kalenderen (Hvis du ikke allerede HAR opdaget det..)

Jeg er lige vendt tilbage efter 10 dejlige dages fri med familien – helt “koblet af” arbejde, mobil, mails osv. Bare med TID til at VÆRE og NYDE – og med en derpå følgende masse ny energi og overskud, at bringe med ind i NærVærd i det nye år.

– Hjernens finurligheder –

Når man sådan holder helt fri og lader dagene flyde ind og ud imellem hinanden, sker der noget forunderligt oppe i hjernen. Den kæmper først voldsomt imod. Abstinenser, kalder man det vist. Jeg måtte bevidst afholde mig fra, at logge ind og tjekke mails, besvare sms’er eller skrive facebook opslag. Jeg måtte flere gange lade min telefon løbe tør for strøm, bare for at være helt sikker på, at jeg ikke lige snigede mig til at tjekke den 😀

Men så skete der langsomt noget… En anden tilstand tog over…

En fuldkommen RO og tilfredshed, ved bare at slippe det hele og VÆRE tilstede her og nu, med dem jeg var sammen med. Uden tanker for det kommende år, den kommende uge, ja næsten den kommende dag. Med plads til at sove længe (hahaha – not gonna happen med små børn, men tanken er da rar). Spise hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Lave hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst – eller lade være. Sove, synge, danse, mugge, lege, hvile, lade kreativiteten blomstre.

I takt med, at jeg i stigende grad kom NED i tempo, gik jeg OP i kreativitet! For det er, på forunderligst vis, sådan hjernen hænger sammen. Det kræver RO, at tænke nye tanker og få nye idéer. Det kræver TID, til at mærke efter, hvis jeg skal helt derind i hjertet – og ned i maven – og virkelig(!) mærke hvad det er, at jeg har lyst til, hvad der nærer mig og får glædesboblerne til at boble i hjertet.

– Kender du det? –

Har du i denne jul givet dig selv den RO og TID, som det kræver, at nå helt derhen i dig selv? <3

Og hvis ja; hvad fandt du så derinde?

Kan du sætte tre ord på, hvad det var for idéer, som gav dig glæde, smil på læben, glædesbobler i hjertet, sommerfugle i maven, gnist i øjet og gå-på-mod – kort sagt; på hvad det er, som DU ønsker dig mere af i 2017?

Kom, skriv dem ned! Måske vil du få brug for dem, som pejlemærker i det kommende år.

For hvis vi vil nå nye mål, må der nye tanke- og handlemåder til! Nogle gange kan hjernen først finde ro til at opdage disse nye veje, hvis man giver den helt fri. Og derpå reflekterer og måske endda skriver det ned. Rom blev ikke bygget på én dag, det kræver determination og ikke mindst en HEL MASSE små skridt. Ét skridt af gangen.

Men hold fast i dit lys, i din passion og din sandhed undervejs! Det kan de her nedskrevne ord – samt jævnlig tid med ro, nærvær og fordybelse, hjælpe dig med.

– NærVærd i det nye år –

Jeg kan roligt sige, at jeg har fået tænkt en masse nye tanker – og fået en masse idéer og nye vinkler på tingene. I særdeleshed ift. mit hjertebarn; mit arbejde med NærVærd – og med jer! 🙂 En masse ting, som giver mig sommerfugle i maven, smil på læben og også en anelse hjertebanken, for jeg har altid en lille stemme på skulderen, der visker mig i øret:

Kan jeg mon det?

Hvordan skal det gå?

Mon jeg kan finde ud af, at få idéerne fulgt fra tanke til virkelighed?

Mon jeg tør?

Og mon I derude vil tage godt imod dem?

Ja, der er mange aspekter ved den kreative proces, som kan give sved på panden og en lettere urolig nattesøvn 😉

Men jeg VED at jeg TØR, for jeg kan mærke i mit hjerte, at tiden er inde til bevægelse i den retning som livet fører mig. For intet står stille. Heller ikke jeg. Og det som jeg elskede sidste år eller forrige år, er måske ikke det, der giver mig den samme glæde i dag eller i morgen. Livet er en stadig strøm, som jeg for længst har overgivet mig til, og lader mig føre med – uden at kende den endelige destination. Men jeg følger hjertets vej og stoler på at det er den eneste rette vej for mig.

For det er den eneste vej, hvor jeg ikke giver køb på mig selv…

– Og hvad går disse nye idéer så ud på, tænker du måske? – 

Jo, det må du følge godt med i herinde, for jeg afslører det i løbet af året 😉

Der kommer nye behandlingsformer til; nye typer terapi, nye workshops og ceremonier, nye massager – fordi min passion er, at finde de bedste redskaber til at følge DIG på din VEJ hjem til dig selv. Og vejene dertil er mange – og forskellige fra person til person.

Min passion er, at kunne tilbyde de redskaber og den ramme, som jeg arbejder bedst i, og som jeg samtidig, igennem flere års erfaring, forskning mm., har kunne se er virksom og effektiv.

Der vil blive tale om et mere og mere shamanistisk- og terapeutisk funderet arbejde – hvor fokus i endnu større grad end tidligere, er på personlig proces, forløsning, læring og udvikling – IGENNEM terapien, massagen, ceremonien. Disse ting er midler til målet – men ikke målet i sig selv.

– Målet er at finde HJEM –

Hjem i mig – og hjem i dig. Hjem, hvor du pludselig kan mærke den der særlige ro, styrke og klarhed i hele kroppen. Hjem hvor unødig kamp, drama, træthed osv. ophører. Hjem, hvor du pludselig føler dig forbundet til alt og alle omkring dig, til naturen, til livet. Føler kærlighed og taknemmelighed for alt hvad der er dig – og for livet som helhed. Fordi du lever i overensstemmelse med din inderste kerne.

Og som følge heraf, begynder at mærke et stigende overskud, at dele ud af. Som en flaske champagne der bobler over (for at bruge en nytårs-analogi 😛 ), fremfor som en udtømt kop. Til glæde og gavn, ikke kun for dig selv – men for alle omkring dig <3

DET er min passion! – og det er dét, som jeg kan tilbyde dig hjælp, støtte og vejledning i.

Gry portræt 13 bue citat

– En “lille” ny –

Og så barsler NærVærd også med en “lille ny” i form af et søsterfirma, i året der kommer. Kryds fingre for en god skabelsesproces og “fødsel” 🙂

– TAK for året der gik –

Jeg ser umådeligt meget frem til at se dig i året der kommer. Til at være med til, at vise dig vejen til at låse op for al den styrke og skønhed som DU besidder. Til at følges med dig – langt som kort – på din vej hjem til dig selv.

<3 Vel mødt i det nye år <3

Ny foto1

 

 

 

About Gry Dagmar

Gry Dagmar har ændret virksomhed og ydelser - gå til den nye hjemmeside GryDagmar.dk for at læse mere herom.